DOBBELSTRAF OG FOLKETINGETS OMHU

 

Kære medlemmer af Folketingets Retsudvalg!

Jeg skriver til jer angående den paragraf, der medfører dobbeltstraf i coronarelaterede sager. Jeg vil også gerne have jer til at reflektere over lovgivningsprocessens omhyggelighed.

Men allerførst vil jeg gerne takke jer for jeres store arbejde som folketingsmedlemmer. Vores samfund har brug for, at gode mennesker som jer arbejder ihærdigt for at få alting til at fungere bedre i vores samfund. Tak!

Dernæst vil jeg gerne lede jeres opmærksomhed hen på en sag, der lige nu har stor bevågenhed i offentligheden. Det er sagen om den kvinde, der har fået to års fængsel for sine udtalelser, handlinger og optræden i forbindelse med en demonstration imod coronarestriktionerne. For mig synes det som om, at retten har gjort sit arbejde ordentligt og har dømt den pågældende kvinde efter landets love.

Det er dog svært for mig at forstå, at vi her i landet har en lov, der foreskriver dobbeltstraf for en forseelse, som er i begået i en situation, der er coronarelateret. Ydermere virker det for mig som om, loven med den omtalte dobbeltstrafparagraf er vedtaget under et alt for stort hastværk. Dette rejser for mig endnu et problem, for det ser for mig ud som om, at Folketinget fra tid til anden vedtager love med alt for stor hast. Dette medfører, at love, som behandles så hurtigt, får utilsigtede smertefulde virkninger. Det synes jeg er åbenbart, når man for eksempel betragter ghettopakkens virkninger.

Jeg vil gerne bede jer om at fjerne den dobbeltstrafparagraf, der førte til, at føromtalte kvinde blev idømt to års fængsel i stedet for et.  Dernæst vil jeg gerne bede jer om at indføre en større omhu i lovgivningsarbejdet, så lovforslag, der medfører strafforøgelser eller store konsekvenser for borgere, bliver vurderet ordentligt, inden de vedtages.

Min fornemmelse er, at for mange love i disse år vedtages så hurtigt, at det i befolkningen skaber en følelse af, at disse hastelovgivninger virker absurde, og at dette igen skader fornemmelsen af at være borger i en retsstat.

Til slut vil jeg gerne endnu en gang takke jer for jeres arbejde som medlemmer af Retsudvalget og som medlemmer af Folketinget, og så vil jeg gerne ønske jer alle et velsignet forår.

Med venlig hilsen

Peder Kjærsgaard Roulund

NÅR SYSTEMET SPÆNDER BEN

 

Kære medlemmer af Folketingets Social- og Indenrigsudvalg!

Jeg skriver til jer for at meddele jer min utilfredshed med den måde, reglerne om kontanthjælp og overgangsydelse virker på. Jeg skriver også for at takke jer for jeres store arbejde for at gøre Danmark til et bedre land at leve i. Tak for det! Demokratiet med alle dets fejl og mangler ville slet ikke fungere uden gode mennesker som jer, så endnu en gang, tak!

Dernæst vil jeg gerne fortælle jer om min store bestyrtelse over en sag, som jeg har fået kendskab til via bladet, Hus Forbi (nr. 8, august 2020 i artiklen, Hjemløs Uden Spor).

Allan Birk, en københavnsk medborger, har siden december 2019 levet på gaden. Han kan kun få overgangsydelse og ikke kontanthjælp, fordi Københavns Kommune siger, at Hr. Birk ikke kan dokumentere, at han har opholdt sig i Danmark i ni ud af de sidste ti år. Det endskønt, at Allan Birk kan dokumentere, at han i perioden har hentet insulin på et apotek, og at han har fået diabetes-måleudstyr fra et firma igennem de sidste ti år. Hr. Birks nabo har desuden underskrevet en Tro -Og -Love -Erklæring på, at Allan Birk har været i sin lejlighed i al den tid, Københavns Kommune kræver dokumentation for.

Alligevel fastholder Københavns Kommune, at Hr. Birk skal have overgangsydelse i stedet for kontanthjælp.

På mig virker det fuldstændigt absurd, at dette land har love eller administrationsmetoder, som er direkte skyld i, at socialt udsatte borgere sendes ud i hjemløshed. Jeg vil på det mest indtrængende bede jer om at lave lovene om, så kommunerne får ændret deres administrationsmetoder til gavn for udsatte borgere. Ydermere vil jeg gerne bede jer om at granske jeres samvittighed som lovgivere i vores land for at finde ud af, om det virkeligt kan være rigtigt, at nogen som helst mennesker med lovligt ophold i Danmark skal leve på overgangsydelsen, som hvis jeg har forstået det rigtigt, er så lav, at man ikke en gang kan betale en billig husleje for de penge, man får som modtager af overgangsydelsen.

Endnu en gang vil jeg gerne takke jer for det store arbejde, I yder som medlemmer af Folketinget og Social- Og Indenrigsudvalget. Jeg ønsker jer et velsignet efterår.

Med venlig hilsen

Peder Kjærsgaard Roulund

OM RETORIKEN BAG DISSE BREVE

Når jeg overvejer, hvad jeg godt kan lide ved min tilværelse, så er noget af det jeg tænker på det, at jeg godt kan lide at være borger i et samfund, hvor jeg med anstændige midler kan arbejde for at ændre de love, jeg er forpligtet på at overholde.

Mange medborgere udlever deres ret til demokratisk medindflydelse ved at melde sig ind i partier. Det har jeg også gjort. Jeg har været medlem af to partier, men jeg kan simpelthen ikke fordrage partidisciplin. Jeg er aldrig helt enig med et partiprogram, og så ender det altid med, at jeg ikke kan se mig selv som en del af partiet og melder mig ud.

Men når man ikke er medlem af et politisk parti, men alligevel gerne vil have indflydelse på det samfund, man er en del af, hvad gør man så? Jo! Jeg begynder at skrive breve. Brevene sender jeg så til det relevante udvalg i Folketinget eller det relevante udvalg i Byrådet. Jeg har også en enkelt gang skrevet til EU.

Med hensyn til breve til Folketinget, så sender man breve til dem via Folketingets hjemmeside, hvor hvert udvalg har en flade. Via disse flader kan man så uploade sit brev til udvalget.

Når jeg skriver mine breve til politikere, tænker jeg over de tre grundbegreber fra gammel græsk talekunst. Det er etos, patos og logos. Etos er troværdighed. Patos er ens lidenskab, og logos er ens argumenter. Lad os lade være med at kløjs i de græske ord. Lad os bare sige troværdighed, lidenskab og argumenter.

Af de tre: Troværdighed, Lidenskab og argumentation. Lad os da begynde med troværdigheden. Når jeg skriver til Folketinget om noget, jeg gerne vil have, bliver anderledes her i Danmark, går jeg meget op i, at det helst ikke skal være min egen personlige interesse, at noget bliver, som jeg foreslår. Og her må jeg skynde mig at fortælle, at jeg selv ikke altid overholder denne tommefingerregel. Men hvor om alting er, tænker jeg, at det svækker billedet af een som samfundsborger og medborger, hvis man kun kæmper for sine egne interesser. For så er ens henvendelse jo ret beset kun båret af ens egen egoisme og ikke af et større formål. Det bliver jo også et stærkere argument, hvis man kan sige, at det her ikke kun gavner en, nemlig mig, eller tre, nemlig mig og mine venner, men at det gavner mange flere eller hele samfundet.

Jeg har stor respekt for politikerne i vort samfund, og jeg tænker, at anerkendelsen af politikernes store arbejde for vort samfund er en meget vigtig del af ens henvendelses troværdighed. Uanset om man skriver for at argumentere imod en lov, man er uenig i, eller om man skriver om noget, man gerne vil have, skal ske, så skal man anerkende politikerne for deres vitale rolle i demokratiet. Det er med til at øge ens troværdighed som en god samfundsborger, at man respekterer det system, som kan ændre de bestemmelser, man gerne ser anderledes.

Angivelsen af kilder er vigtig for troværdigheden.  Man bør altid være omhyggelig med at fortælle, hvor fra man har viden om dette eller hint forhold, som man ønsker, skal være anderledes. Endelig er det jo også et plus for troværdigheden, at man skriver høfligt og i et sobert sprog.

Af de tre: Troværdighed, Lidenskab og argumentation, vil jeg nu gå videre med lidenskaben. I de breve, jeg skriver, gør jeg nok ikke så meget ud af lidenskaben. Lidenskaben giver vel til en henvendelses autencitet på den måde, at de, der læser, hvad man skriver, kan mærke, at man virkeligt mener det. Personligt ved jeg ikke, hvor meget lidenskab der er i de breve, jeg skriver. Og måske kan man sige, at lidenskaben i mine breve findes i det faktum, at jeg har sendt et brev til et folketingsudvalg.

Så er jeg forbi lidenskaben og af de tre kategorier, troværdighed, lidenskab og argumentation, går jeg nu videre med argumentationen.

I argumentationen ligger der også en rækkefølge. Først fremsætter jeg mit ærinde. Så nævner jeg gode argumenter for, hvorfor jeg synes, som jeg synes. Derefter nævner jeg et argument eller to imod det, jeg mener. Disse modargumenter gendriver jeg så.

Måske kan man sige, at de tre: troværdighed, lidenskab og argumentation hænger sammen, sådan at jo mere redelig, man er i sin argumentation, jo mere støtter det også ens troværdighed.  Troværdigheden bliver jo også en støtte for argumentationen. Hvis man har en høj troværdighed, er modtagerne jo mere tilbøjelige til at stole på én.  Måske kan man finde en slags lidenskab i det, at man så nøjagtigt som muligt gengiver et modargument. På den måde siger man jo, at man er så sikker på ens henvendelse, at det ikke kan true ens ærinde, at et argument mod ens holdning kommer til orde.

Nu har jeg været igennem de tre klassiske kategorier en tekst, skal vurderes på. De tre er som sagt, troværdighed, lidenskab og argumentation.

Dermed er der faktisk en rækkefølge for de meddelelser, jeg plejer at skrive til for eksempel Folketinget. Først kommer takken. Takken til politikerne for deres store indsats for demokratiet. Så fremfører jeg mit ærinde. Jeg fortæller, hvad jeg gerne ser gennemført, eller hvilken lov eller hvilket lovforslag jeg er utilfreds med. Så kommer der et eller to argumenter imod min holdning og mit ærinde, og så gendriver jeg disse modargumenter. Så konkluderer jeg. Det vil sige, at jeg lige summerer op, hvad jeg gerne vil have, at politikerne gør. Jeg plejer egentligt også lige at nævne et eller to alternativer, som jeg foreslår politikerne at følge, hvis de altså ikke bliver enige med mig af at læse mit brev. Så takker jeg igen politikerne for deres gode arbejde, og så ønsker jeg dem det aller bedste, inden jeg slutter af med en venlig hilsen.

Hvis du har lyst, kan du se, hvordan jeg skriver breve til folketingets politikere, kan du se mere her på denne blog.

OM GHETTOPAKKEN I PRAKSIS brev til to udvalg i Folketinget

Kære medlemmer af Folketingets Transport- og Boligudvalg og af Folketingets Retsudvalg!

Aller først vil jeg gerne sige jer tak for jeres gode arbejde for at gøre Danmark til et bedre land at leve i. Gode mennesker som jer er krumtappen i bestræbelsen for, at vi kan have et samfund, hvor borgerne med anstændige midler kan ændre de samfundsmæssige rammer, borgerne er borgere under. Så tak for det!

Dernæst vil jeg gerne dele min bekymring for ghettopakkens virkninger med jer. I en artikel fra 29. juli i år i mediet A4 Nu bliver det beskrevet, hvordan Arbejdernes Almene Boligselskab (AAB) i København på grund af ghettopakken opstiller en række krav til nye indflyttere i 13 af boligselskabets afdelinger. To af kravene lægger jeg i særlig grad mærke til. Nemlig kravet om, at alle tilflyttere mellem 18 og 64 år skal arbejde 25 timer om ugen eller være under uddannelse. Jeg bider også mærke i kravet om, at alle tilflyttere mellem 15 og 64 år i de seneste to år skal have en gennemsnitsindkomst på 19.559 kr. om måneden før skat.

Når jeg bider mærke i disse to krav, er det fordi, at min familie på grund af disse krav ville være forhindret i at flytte ind i en af de 13 omtalte afdelinger i AAB København. Min hustru og jeg er begge teologer fra Aarhus Universitet, og vi arbejder begge som præster i Den Danske Folkekirke. Som familie har vi taget det valg, at min kone arbejder på halv tid. Det vil sige, at hun ifølge sin lønseddel arbejder 18,5 timer om ugen. For det får hun ca. 18.000 kr. i månedsløn før skat.

Vores måde at indrette vores arbejdsliv på betyder altså, at ghettopakkens implementering i visse boligselskaber begrænser vores ret til frit at søge og vælge boliger. Det endskønt ingen af os er kriminelle eller har en plettet straffeattest. Nuvel! Det skal egentligt ikke handle om os. I radioprogrammet P1 Debat den 30. juli i år fortalte en repræsentant fra 3F i København, at rigtig mange af deres medlemmer, som er stilladsarbejdere, heller ikke ville kunne søge bolig i de 13 omtalte afdelinger af AAB København.

Jeg frygter, at ghettopakken i praksis kommer til at virke på en måde, så den begrænser rigtigt mange mennesker i deres boligudvalg, uden at disse mennesker nogensinde har begået noget strafbart, der kunne gøre dem til en belastning for et boligområde. Jeg synes, det er et problem for det danske samfunds retstilstand, at samfundet begrænser borgeres frihed for at løse problemer, mange af disse borgere aldrig har været en del af. Derfor stiler jeg også dette brev til både Transport- og Boligudvalget og til Retsudvalget.

Jeg vil gerne bede jer om, enten som udvalg eller som enkelte medlemmer af Folketinget, at spørge de relevante ministre i regeringen om, hvor mange mennesker, der begrænses i deres adgang til at søge almene boliger, som konsekvens af ghettopakken. Jeg vil også gerne bede jer spørge relevante ministre om, hvor mange af de mennesker, der, som følge af ghettopakken får begrænset deres adgang til almene boliger, er egentlige kriminelle. De sidste spørgsmål vil jeg gerne bede jer stille, for at det kan komme for en dag, hvor mange mennesker egentligt rammes af ghettopakkens implementering, uden at disse mennesker har været en del af de problemer, ghettopakken blev vedtaget for at løse.

Til slut vil jeg medgive jer de bedste ønsker for jeres arbejde, og samtidigt vil jeg ønske jer alt godt i det folketingsår, der står for døren.

Med venlig hilsen

Peder Kjærsgaard Roulund



HVOR ER DEMOKRATIET I EUROPA? læserbrev bragt i Midtjyllands Avis den 15. maj 2019

 

Når jeg går tur på den smukke Søvej mellem rådhuset og søen og ser de mange valgplakater med kandidater til EU-Parlamentet, kan jeg ikke lade være med at blive trist over, at du og jeg og vore europæiske medborgere lever i et EU med et så kæmpestort demokratisk underskud.

Det demokratiske ideal er vel, at borgerne skal være i stand til at ændre de samfundsmæssige rammer, de er borgere under, men det er næsten umuligt i dagens Europa.

Det parlament, vi skal vælge kandidater til om lidt, kan kun ændre i det, der bliver foreslået af EU-Kommissionen og Ministerrådet. EU- kommissærerne bliver valgt af blandt andet den danske regering, som så bliver valgt af Folketinget, som så bliver valgt af de danske borgere. Altså i tredje led. Ministerrådet bliver valgt i andet led af borgerne.

De to organer, der kan foreslå forordninger og direktiver, der har dybe konsekvenser for millioner af europæere, er altså kun indirekte valgt af dig og mig og vore europæiske medborgere. I øvrigt er alle EUs forordninger gældende lov, når de er vedtaget af et EU-system med demokratisk underskud, og det samme gælder for de fleste af direktiverne.

Samtidigt er EU i fuld gang med at forhandle handelsaftaler med andre lande. Disse handelsaftaler indeholder de såkaldte investorbeskyttelsesklausuler, som sikrer, at virksomheder i Japan eller Canada kan få erstatning, hvis vi i Danmark eller vi i Europa på demokratisk vis ændrer love og regler, der har betydning for disse virksomheder.

Øh! Hvor er demokratiet henne? Hvor er partiernes forslag til reformer, der kan sikre, at europæerne får mulighed for at ændre de samfundsmæssige rammer, hr. og fru Europa skal leve under? Og hvorfor har vi som europæere ikke mere indflydelse på Europa, end en midtjysk jordejer havde på det enevældige Danmark med dets stænderforsamlinger i 1841? Så ja til Europa! Ja til demokrati! Nej til embedsmandsstyre og pengevælde!

Læs også: MINE DRØMMES EUROPA

STEM PÅ EN DER VIL REDDE RADIO 24SYV

For nogle uger siden lavede en række af folketingets partier en aftale om et nyt medieforlig. Det blev en ulykkelig aftale for radiomediet i Danmark. I forbindelse med, at Radio 24Syvs plads på det såkaldte FM4 bånd igen skulle udbydes i licitation, lavede politikerne et krav om, at mindst 70 % af journalisterne på FM 4 båndets radiokanal skulle have deres arbejdsplads mindst 110 kilometer væk fra København. Dette krav betyder, at Radio 24Syv må bede de fleste af sine journalister om at flytte eller dreje nøglen om. Radio 24 Syv har valgt det sidste, og det er jeg utrolig ked af. Jeg er også vred. Ikke på Radio 24Syv men på de politikere, der har valgt at lave et så åndsvagt kriterium for en landsdækkende radio. Radio 24Syv har lavet noget af det bedste taleradio, der nogensinde er blevet sendt i Danmark. Radio 24Syv har talt med mennesker i alle dele af landet, og radiostationen har ladet alle de synspunkter, som findes på det politiske spektrum i Danmark, komme til orde.


Dansk Folkeparti har indgået medieaftalen sammen med regeringens partier, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Socialdemokraterne støtter vist nok også dette specifikke krav, mens resten af folketingets partier er imod både medieforliget og kravet til journalisternes arbejdssted. I skrivende stund er jeg ikke klar over, hvordan Nye Borgerlige stiller sig til medieforliget eller kravene til FM 4 båndets udbud.

I den forbindelse opfordrer jeg alle, der til folketingsvalget gerne vil stemme på en kandidat fra enten Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige eller Socialdemokratiet til at spørge deres foretrukne kandidat, om vedkommende i Folketinget vil arbejde for at fjerne kravet til journalisters arbejdssted på FM 4 båndets radiokanal? Hvis ikke kandidaten vil det, opfordrer jeg til, at man finder en anden kandidat og eventuelt et andet parti at stemme på. Man kan også offentliggøre, hvad de forskellige kandidater svarer, når man stiller dem dette spørgsmål.

Lad os kæmpe for at give Radio 24Syv endnu en mulighed for at drive den bedste radiokanal i Danmarks historie.

LINK TIL LÆSERBREVET

BEVAR RADIO 24/7

Kære medlemmer af Folketingets Kulturudvalg!

Jeg skriver til jer for at meddele jer om min bekymring for Radio 24/7, som jeg anser for et af de vigtigste nyhedsmedier i Danmark.

Allerførst vil jeg gerne takke jer for jeres store indsats for Danmark og for det danske samfund. Tak for, at I ud fra mange forskellige opfattelser hver i sær arbejder for at gøre Danmark til et bedre land.

Dernæst vil jeg gerne meddele jer min store bekymring for Radio 24 / 7. Radio 24/7 er i mine øjne Danmarks bedste public - service - medie. Det er en radiostation, som behandler mange forskellige emner inden for psykologi, filosofi, historie, samfund og kultur. Radiostationen behandler sine stofområder ud fra danske perspektiver og internationale. Radiostationen har med få midler gravet mange nyheder af stor samfundsmæssig relevans frem.

Det er kommet mig for øre, at medlemmer af Folketinget forhandler med kulturministeren om at stille krav til Radio 24/7 om at have hovedsæde et vist antal kilometer væk fra København, og om at stationen kun må få lov til at have et vist antal medarbejdere i København. Jeg vil gerne udtale min kritik af disse krav. Jeg er bange for, at disse krav til Radio 24/7 vil ødelægge kvaliteten i denne unikke radiostation, som jeg, som sagt, regner for Danmarks bedste public-service-medie.

Hvis disse forslag får lov til at blive til virkelighed, er jeg bange for, at man i fremtiden vil kunne beskylde nutidens politikere for noget så udemokratisk som bevidst at ville ødelægge et kritisk medie med masser af undersøgende journalistik.

Jeg opfordrer indtrængende Folketingets politikere til ikke at gennemføre nogen politik, som vil virke ødelæggende for Radio 24/7, Danmarks bedste og mest innovative medievirksomhed.

Til slut vil jeg ønske alt godt for jer og jeres virke som folketingspolitikere.

 

Med venlig hilsen

Peder Kjærsgaard Roulund